Kursusnr. 1-12 STU
Start den 8. januar 2011 i 12, eller 22 uger. Der er mulighed for løbende optag.
Kursusnr. 2-12 STU
Start den 5. august 2011 i 12 eller 18 uger. Der er mulighed for løbende optag.
Pris pr. uge: kr. 1450 ved min. 12 uger.
Pris pr. uge: kr. 1650 ved under 12 uger.
Tilmeldingsgebyr kr. 500
Tillæg for enkeltværelse kr. 300 pr. uge.
Indkvartering
Skolen har 2-sengsværelser samt et begrænset antal enkeltværelser, alle med eget bad og toilet.
Tilmelding
Tilmelding sker ved at udfhylde og sende en tilmeldingsblanket til højskolen, og samtidig indbetale tilmeldingsgebyret til konto 9872 0003633918 - husk navn og kursusnr. Tilmeldingsgebyret refunderes ikke ved afbud.
STU - Særligt Tilrettelagt Undervisning
Unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov har et lovfæstet krav på en 3-årig ungdomsuddannelse. Ungdomsuddannelsen er for unge 16-25 årige der ikke har mulighed for at gennemføre en traditionel ungdomsuddannelse, selv med specialpædagogisk støtte.
Formålet med ungdomsuddannelsen er, at de unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og til eventuel videre uddannelse og beskæftigelse. Uddannelsen er et springbræt til voksentilværelsen. Derfor indeholder ungdomsuddannelsen både elementer af almen dannelse, udvikling af særlige evner og interesser samt møder med den praktiske virkelighed. Uddannelsen giver den unge tilknytning til et ungdomsmiljø, hvor der kan gøres nye sociale erfaringer.
Djurslands Folkehøjskole kan tilbyde et fleksibelt højskoleforløb, som et eller flere moduler i en STU ungdomsuddannelse. Forløbet tilrettelægges individuelt i samarbejde med den unge og ungdommens udannelsesvejledning. På Djurslands Folkehøjskole vil et eller flere moduler i en STU bidrage til almen dannelse, faglig indlæring og personlig udvikling.
Afklaring og vejledning
Et STU-modul på Djurslands Folkehøjskole begynder altid med en introduktionsuge, som skal afklare den unges behov og ønsker, evt. med en hjemmevejleder, pårørende eller pædagog som ledsager. Ugen afsluttes med et afklaringsmøde hvor eleven, Ungdommens Uddannelsesvejledning og elevens bagland deltager. Her afgøres om et højskoleophold er det rigtige for eleven, og hvis det er det, hvordan højskoleforløbet skal foregå. Den unge vil under hele højskoleopholdet være tilknyttet en vejleder, som løbende føler op.
Undervisningen
Højskolen tilbyder to forløb: et forårsforløb af 22 ugers varighed og et efterårsforløb af 18 uger varighed. I sommerperioden er der sommerkurser, som gså kan være en del af elevens STU.
Undervisningen for alle Folkehøjskolens elever er delt op i to linjer, som STU-eleven også skal vælge imellem. De to linjer er:
-Slankelinjen, hvor eleverne arbejder med livsstil, som en forudsætning for et aktivt, og socialt, deltagende liv. Der veksles mellem teori i form af kost og ernæringslære, og i praksis med undervisning i madlavning og køkkenhygiejne. På slankelinjen afprøver man forskellige former for motion og bevægelse.
-Udtrykslinjen er en linje, hvor man arbejder med det æstetiske i teori og praksis. Gennem musik, drama og kreative fag styrkes elevens personlige udtryksformer. Fagene er personlighedsudviklende og kan tilføre eleven større selvstændighed og selvsikkerhed.
I perioder arbejdes der tema- eller projektorienteret. Her fordyber eleverne sig i særlige, ofte tværfalige projekter og tematikker.
De almene fag er også obligatoriske for STU-elever, og de er fælles for begge linjer. De almene fag er samfundsfag, privatøkonomi og IT. Disse fag giver eleven større almen viden om samfundet, og eleven får praktiske redskaber til at klare sig selvstændigt i dagligdagen og deltage aktivt i samfundslivet.
Som STU-elev er der mulighed for at afprøve forskellige arbejdsfunktioner under højskoleopholdet. Det kan være køkken, professionel rengøring, pedelfunktioner eller havearbejde. Der er også mulighed for at tage et hygiejnebevis. Under højskoleopholdet kan vi formidle en job-praktik for eleven uden for højskolen.
Det sociale liv på højskolen
En væsentlig del af højskoleopholdet er samværet med andre. Gennem samarbejde om faglige emner og samvær omkring fritidsaktiviteter lærer eleven at begå sig socialt i forskellige sammenhænge. Det er sociale kompetencer, som eleven får glæde af resten af livet i sit privatliv, under uddannelse og i arbejde. Eksempler på dette samvær kan være studieture og ekskursioner, fællesaftner, morgensamlinger, filmaftner m.v.
Modningsproces og botræning
Som elev på Djurslands Folkehøjskole får man den nødvendige pædagogiske støtte, men ikke mere end nødvendigt. Eleven lærer også gennem botræningen en større selvsikkerhed og selvstændighed. Målet er at eleven lærer at tage det ansvar, han eller hun kan, at eleven får større selvtillid og at eleven fremover kan klare sig med mindst mulig støtte. Forløbet kan være en forberedelse til at flytte hjemmefra.
Endelig tilbyder højskolen personlig vejledning til den enkelte elev. Vejledningen er flerstrenget og tager sigte på en afklaring af elevens kompetencer med henblik på videre uddannelse, beskæftigelse, bo-situation, elevens sociale og personlige udvikling. Vejledningen finder sted i samarbejde med UU-vejlederen.