34 mio. kr. fra A. P. Møller Fonden til ny idrætshal og renovering

Stor donation fra A.P. Møller Fonden fremtidssikrer Djurslands Folkehøjskole 

 

PRESSEMEDDELELSE 12. november 2025

Danmarks eneste højskole som udelukkende søges af udviklingshandicappede, får en donation på 34,3 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Donationen skal bruges til at bygge en idrætshal og til en grundig udvendig renovering af skolens øvrige bygninger. 

Ambitionen for skolen er at skabe nogle tidssvarende rammer, der understøtter skolens enestående pædagogiske arbejde, og samtidigt giver mere plads til elevernes mange aktiviteter. 

“Vi er meget taknemmelige for bevillingen fra A.P. Møller Fonden. Den gør det muligt for os at realisere vores vision om en bæredygtig og fremtidssikret højskole som unge og voksne med udviklingshandicap har gavn af,” siger Tonny Mortensen, bestyrelsesformand på Djurslands Folkehøjskole. 

Idrætshallen bliver et vigtigt supplement til undervisningen, og ligger i naturlig forlængelse af skolens pædagogiske arbejde med at styrke elevernes selvværd, selvtillid og deltagelse i fællesskaber. 

“Det er vigtigt for os at kunne tilbyde eleverne moderne rammer, der fremmer fællesskab og trivsel, og som matcher vores pædagogiske ambitioner og giver vores elever endnu bedre muligheder for at udfolde sig,” siger Heidi Vølcker, forstander på Djurslands Folkehøjskole. 

Projektet er udviklet i tæt samarbejde mellem elever, medarbejdere, bestyrelse og en arkitekt, så udformningen afspejler skolens hverdag og værdier. Med den nye idrætshal får skolen også bedre mulighed for at invitere lokalsamfundet indenfor til fælles aktiviteter. 

For yderligere information, kontakt: 

Heidi Vølcker Forstander Djurslands Folkehøjskole heidi@djfh.dk, tlf. 30616757 

Fakta

  • Djurslands Folkehøjskole er Danmarks eneste folkehøjskole, der udelukkende søges af mennesker med udviklingshandicaps. Skolen har siden 2002 arbejdet med at give eleverne de bedste forudsætninger for et selvstændigt og meningsfuldt liv gennem undervisning, fællesskab og personlig udvikling.
  • Skolen har løbende 50-55 engagerede og livsglade elever, som bidrager til et varmt og aktivt fællesskab. Den ligger i smuk natur med gode udearealer og et tæt naboskab til lokalsamfundet. Den er samtidig en attraktiv arbejdsplads for skolens mange dedikerede medarbejdere.
  •  
  • Djurslands Folkehøjskoles bygninger blev opført som fattiggård i slutningen af 1800-tallet og har siden været anvendt til mange formål – herunder som ”plejecentral” for psykisk syge. 
  • I den kommende tid skal der arbejdes videre med projektets arkitektur, hvorefter selve byggeriet forventes at gå i gang i løbet af 2026. Det vil blive bygget en idrætshal og de eksisterende bygninger vil blive renoveret udvendigt. 

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at bruge hjemmesiden, accepterer du brugen af cookies.   Læs mere