Lange kurser

Djurslands Folkehøjskole / Kurser / Lange kurser

Lange kurser


Højskole med tid til udvikling. Du kan vælge et 12 ugers ophold, et semester eller du kan tilmelde dig et helt skoleår. Nogle elever vælger flere skoleår i træk. 


På de lange kurser er der det vi kalder hovedlinjer. Det er fag du har to hele dage om ugen, og du kan kun vælge en hovedlinje. Der er tre hovedlinjer:

  • Billedkunst
  • Musik
  • Friluft-  og bevægelse


Resten af ugen er der en række forskellige fag som du kan kombinere efter interesse, hvor du kan vælge mellem Kreativ med iPad, Mad og have, Mærk naturen, Design, varmtvandstræning, Pedelfag og Bevægelse og kropsbevidsthed. 


Som noget nyt starter vi den nye Dans og teateruddannelse, hvor man ligesom hovedlinjerne har undervisning 2 dage om ugen.

Uden for den normerede undervisning er det desuden muligt at deltage i frivillig undervisning. Her kan man få Løbetræning, Støbning, Kor og Madlavning. 

Billedkunst

Faglinje


Kunst skal opleves! På billedkunstlinjen prøver du at tegne, male, lave keramik, glaskunst og meget mere - alt sammen samlet under et fælles tema. Vi eksperimenterer og tager på udstillinger eller ture hvor vi samler inspiration til arbejdet. Nogle af de ting du laver, får du selvfølgelig med hjem, mens andre bliver brugt til at udsmykke skolen

Musik

Faglinje


Elsker du musik og sang? Så skal du vælge Musik som faglinje. Her spiller vi sammen i musiklokalet, synger sammen i salen og laver vores egne numre. Nogle gange tager vi på turné og optræder på andre skoler eller aktivitetscentre, og i foråret optræder vi normalt på Sølund Musikfestival.

Friluftsliv og Bevægelse

Faglinje


Det er fedt at være ude i naturen! På frilufts- og bevægelses-linjen handler det om at bruge naturen og omgivelserne til udfordringer, træning og oplevelser.

Tag med på sheltertur, lav mad over bål, lav ting i træ eller træn op til en cykeltur Djursland rundt.

Dagligdagen


Morgensamlinger

Hver morgen efter morgenmaden har vi fast tradition for at holde morgensamling, hvor der bliver sunget sange fra højskolesangbogen og talt om aktuelle emner med vagtlæreren. Der er også her vi snakker om praktiske oplysninger. 


Morgenvandring

Efter morgensamling har vi inden undervisningen en 30 minutters rask gåtur til at få gang i systemet. Det er også her man kan reflektere over de emner der blevet snakket om ved morgensamlingen.


Botræning

Hver onsdag har vi i det første undervisningsmodul botræning. Botræningen er det, der dækker over at bo selv. Det er her vi lærer at gøre rent, rydde op, og om personlig hygiejne. Det foregår på de gange, man bor på, og det er også her vi holder "husmøder".